Kager og andre lækkerier

Melt-in-your-mouth kagen

Melt-in-your-mouth kagen smager helt fantastisk (jeg har endnu ikke mødt nogen som ikke synes den smager godt!) og kagen smelter nærmest på tungen, pga. den konfektagtige konsistens.
Jeg kan varmt anbefale at putte nødder i kagen, da det komplementere den meget kraftige chokoladesmag. Kagen bliver kun endnu bedre i selskab med is/bær Opskriften har jeg fundet hos super dygtige Anne au Chocolat


Opskrift til 5 personer
Det skal du bruge:
200 g mørk chokolade, 56% eller 64% er gode
200 g smør
250 g sukker
5 æg, let sammenpisket
1 spsk mel

Sådan gør du:
Smelt smørret i en gryde og tilsæt den hakkede chokolade.
Rør rundt indtil chokoladen er smeltet.
Tag gryden af varmen og rør sukker i. Køl lidt af og tilsæt æggene lidt ad gangen. Vend til sidst mel i.
Bag i en rund form (på ca.22 cm i diameter) foret med bagepapir i 25 min (eller deromkring) ved 180 grader varmluft.
Vigtigt! Kagen skal føles lidt ubagt. Den sætter sig, da den SKAL bages en dag i forvejen. Opbevar gerne kagen på køl.
Romlagkage med karamel, pyntet med flødeskum og hakket valnødder :-)

Stines romlagkage med karamel (mormors ynglings)

Denne lagkage er perfekt til dig, som synes det kunne være lækkert at lave en anderledes lagkage, uden at skulle anvende frugt. Rom, mørk chokolade og karamel er tre ting som går perfekt i spænd, hvorfor jeg endte med denne kombination. Kagen kan med fordel laves dagen før, ja faktisk bliver den kun bedre dagen efter, og det er det, som jeg elsker ved de fleste af mine opskrifter. Lagkagebundene smager selvfølgelig bedst hjemmelavet, men er man i tidsnød, kan bundene købes hos den lokale bager, og så slipper du for at bruge tid på at skulle bage.
Min inspiration til denne lagkage har jeg fundet her og her, men jeg har ændret både i mængder og indhold, sådan som jeg synes smager bedst.Rigtig god fornøjelse!


Opskrift til 6 personer
Det skal du bruge:

Kage:
1 liter piskefløde

50 gram vanillesukker (smag selv efter, om du synes der skal mere i)
250 gram hakkede valnødder
200 gram hakket hakket mørk, bitter chokolade
10 styks Toms chokoladeskildpadder
3 lyse lagkagebunde
Mørk rom til bundene (kan udelades)
 

Karamelsauce til bundene:
3 dl piskefløde
3 dl sukker
3 spsk lys sirup

Sådan gør du:
Start med at smelte chokoladeskildpadderne ved svag varme over vandbad i en skål.Når de er smeltet tages de af varmen.

Rør alle ingredienserne til karamelsaucen sammen i en tykbundet gryde og lad det koge kraftigt i ca. 5 min til en tyk sauce.Rør af og til. Lad karamelsaucen køle af, men ikke så meget at den stivner helt.
Imens karamelsaucen køler af, piskes fløden til skum sammen med vanillesukkeret.
Hak den mørke chokolade og valnødderne og bland det hele i flødeskummet,sammen med de smeltede chokoladeskildpadder.
Stænk lagkagebundene med mørk rom efter smag. Husk at flødeskummet også smager af rom pga. skildpadderne!
Herefter fordeles karamelsaucen ud over lagkagebundene.
Til sidst lægges valnødde-chokoladeskummet sammen med bundene.

Som mit billede viser, har jeg valgt at pynte kagen med rent flødeskum ude på siderne, og på toppen, samt drysset hakket valnødder ud over. De små chokoladehjerte kan købes i større dagligvareforretninger.
Cool

De bedste vaniljecupcakes

En let og super lækker cupcake der oser af vanilje - de er bare altid gode
Opskriften har jeg lånt fra Sarahs Kager.

Opskriften giver 12 stk. cupcakes.
Det skal du bruge:
120 g mel
140 g sukker
1½ tsk. bagepulver
lidt salt
40 g smør
1,2 dl letmælk
1 æg
1 vaniljestang
12 papirforme
 
Sådan gør du:
Forvarm ovnen til 170 grader.
Bland mel, sukker, bagepulver, salt og smør med en elpisker til det ligner reven parmesan.
Pisk æg, vaniljekorn og mælken sammen i en skål og bland de våde ingredienser sammen med de tørre.
Dejen fyldes i papirformene og sættes gerne i en muffinsbageform af metal, formene fyldes 2/3 op til kanten.
Bages 20-25 minutter. (husk altid at holde øje med kagerne, da ovne variere mht. bagetiden)
Næsten alle slags glasur, eller frosting egner sig til disse cupcakes, husk dog at kagerne skal være helt kolde før det puttes på.
Vaniljecupcakesne er desuden fryseegnet.

 

Gulerodskage ala Kagekonen

Her kommer min ynglingsopskrift på en skøn gulerodskage, som jeg har lavet utallige gange, og som altid er blevet rost. Opskriften har jeg lånt af Kagekonen.com, som er mit store forbillede, når det kommer til fine kager.Kagen er rigtig god, da den er fugtig, og holder sig frisk i flere dage, og derfor en kage som kan laves dagen før den skal spises. Bryder man sig ikke om nødder eller rosiner, kan kagen sagtens laves uden. Kagen kan med fordel pyntes med creme cheese frosting, som giver et dejligt modspil til kagen. Kagen er fryseegnet, dog uden frosting

Opskrift til 6 personer
Det skal du bruge:
200 gram rørsukker
2 dl planteolie
4 æg
275 gram hvedemel
1 tsk. vanillesukker
2 tsk. bagepulver
1/2 tsk. salt
1 tsk. natron
2 tsk. kanel
400 gram revne gulerødder
1 dl rosiner
50 gram grofthakkede valnødder eller hasselnødder


Sådan gør du:
Rørsukker og planteolie piskes sammen. Æggene kommes i sukker og olieblandingen, ét ad gangen. Det blandes med resten af ingredienserne og derefter skal dejen i en springform og bages i 50-60 minutter ved 175 grader.

Blondies med hindbær eller rababer

Denne kage smelter på tungen og er lækkert svampet, kan laves flere dage i forvejen, og så er den bare rent ud sagt fantastisk Endnu engang må jeg bøje mig i støvet for Chocolats fantastiske opskrifter, som du finder her.
Jeg har blot tilføjet mandler til opskriften, men det kan sagtens undlades. Rigtig god fornøjelse.


Opskrift til 4 personer
Det skal du bruge:
100 g smør
100 g hvid chokolade
1 1/2 æg
75 g sukker
50 g mel
En knivspids salt
50 g hakket hvid chokolade
50 g marcipan (kan undlades)
En håndfuld fint hakket mandler (kan undlades)
En håndfuld friske hindbær eller 100 gram grov hakket rabarber

 
Sådan gør du:
Smelt smør og hvid chokolade over vandbad.
Pisk æg, sukker, mel og salt sammen.
Vend smør og chokolade i.
Hak chokoladen, og mandlerne og hæld dem i dejen.
Riv marcipanen, og vend den i dejen. Hæld dejen i en lille, kvadratisk kageform foret med bagepapir, og tryk forsigtigt hindbær/rabarber ned i den.
Bag kagen midt i ovnen i 25-30 min ved 180 grader.

 

Kransekage

Jeg elsker kransekage, og har brugt en del tid på at finde frem til den opskrift, som jeg synes fungerer hver gang, og som giver de mest saftige kransekager, samtidig med at de har noget bid, og ikke er alt for søde. Rigtig god fornøjelse Cool

Opskrift til 6-8 personer
Det skal du bruge:
100 g smuttede mandler
200 g sukker
2 pasteuriseret æggehvider
500 g marcipan
Evt. nougat som fyld.
Evt. mørk chokolade til at pynte kransekagens bund med, og mandler/anden nød til pynt.


Sådan gør du:
Blend mandlerne og sukker fint i en foodprocessor eller minihakker.
Tilsæt æggehviderne og rør massen sammen, til den bliver helt jævn.
Ælt massen sammen med marcipanen, i en skål. Form kransekagemassen som du vil, f.eks. til stænger, hvor du evt. kan putte nougat i. Hvis kransekagemassen klister for meget, når du skal forme kagerne, kan du bruge flormelis på fingrene, eller bruge en sprøjtepose.
Bag kransekagen i en forvarmet ovn ved 190 grader ca. 12 min til de er let gyldne.
Hvis du laver små stykker, skal de ha mindre end 12 min i ovnen, og derfor anbefaler jeg, at du bruger pasteuriseret æggehvider . 
Afkøl kransekagerne før du sprøjter glasur på, eller dypper dem i chokolade.

Marcipancupcakes

Jeg er stor marcipan-fan, og da jeg er i forvejen er vild med Sarahs Kager, var det jo heldigt at hun også havde en virkelig god opskrift på disse marcipancupcakes Cool

Opskriften giver 40 minicupcakes eller 20 almindelig størrelse
Det skal du bruge:

4 æg
240 g. sukker
Kornene fra en vaniljestang
200 g. revet marcipan
250 g. hvedemel
1 tsk. bagepulver
150 g smeltet smør
Papirforme

Sådan gør du:
Forvarm ovnen til 180 grader
Æg, sukker og vaniljekorn piskes til en tyk skummende masse
Mel, revet marcipan og bagepulver blandes sammen
De våde og de tørre ingredienser blandes sammen og det smeltede smør tilsættes
Papirsforme sættes i muffinpanden og dejen fyldes i formene så de er ¾ fulde
Kagerne sættes i den forvarmede ovn og bages i 7-8 minutter for de små og 15-18 minutter for de store cupcakes.
Da ovne er forskellige, anbefaler jeg at man holder godt øje med disse cupcakes, da de ellers har en tendens til at blive tørre, hvis de får for lang tid i ovnen. Jeg gav faktisk kun mine 6 min.(de var små) og det var rigeligt, men prøv jer frem, og lav evt. en prøvebagning med et par stykker til at starte med. Smagsprøver har jo aldrig skadet nogen

Når kagerne er bagt, afkøles de inden evt. frosting smøres på. Jeg lavede chokoladefrosting til mine, og det fungerede fint.




Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

10.04 | 21:36

Citronkage opskriften er lige at gå til og kan klart anbefales, hvis man kan lide en super lækker hjemmebagt citronmåne

...
21.08 | 22:43

Hej Stine
Jeg sidder her og kigger mig helt varm på din OMG-kage... men hvor stor skal formen være og hvor mange mennesker rækker kagen til?

Monica

...
18.01 | 19:56

Tak for en skøn hjemmeside med god inspiration. Hilsen Signe fra http://signesbagedyst.wordpress.com/

...
28.05 | 21:32

Hej Stine
Du lovede at lægge opskrift op på den kage med hvid chokolade og (tror det var) rabarber ☺ Det var en af dem du havde med efter housewarming. Lenette

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE